Skip to main content
Timelønnet havde krav på løn for 20 timer om ugen trods løbende aftaler om færre timer

Timelønnet havde krav på løn for 20 timer om ugen trods løbende aftaler om færre timer

Publiceret: | Bo Enevold Uhrenfeldt, Frederik Weltzer Madsen

Ny dom fastslår, at en medarbejder havde krav på løn for 20 timer om ugen svarende til det aftalte antal arbejdstimer i ansættelseskontrakten, selv om medarbejderen efter aftale med arbejdsgiveren i en periode havde arbejdet færre timer.

Medarbejderen var ansat til at arbejde 20 timer om ugen

Sagen angik en medarbejder, der i oktober 2023 blev ansat som weekendoperatør i en virksomhed. Af ansættelseskontrakten fremgik det, at den ugentlige arbejdstid var 20 timer, og at arbejdstiden som udgangspunkt var placeret i weekenderne. Det fremgik samtidig, at arbejdet blev tilrettelagt af arbejdsgiveren efter behov.

Under ansættelsen aftalte parterne løbende, at medarbejderen kunne arbejde mindre end 20 timer om ugen. Når det skete, modtog han kun løn for de tilsvarende færre timer, som han faktisk havde arbejdet. 

Efter virksomhedens julelukning i 2024 blev han ikke kaldt på arbejde som følge af arbejdsmangel hos virksomheden. Medarbejderen stod fortsat til rådighed frem til sin opsigelse den 2. april 2025, men modtog ikke løn i den pågældende periode. Medarbejderen anlagde herefter sag mod arbejdsgiveren med krav om løn og feriegodtgørelse for 20 timer om ugen i perioden.

Byretten lagde vægt på ansættelseskontraktens ordlyd

Byretten lagde vægt på ansættelseskontraktens ordlyd, hvorefter medarbejderen var ansat til at arbejde 20 timer om ugen.

Det forhold, at parterne løbende havde aftalt, at medarbejderen kunne arbejde mindre end 20 timer om ugen og blev aflønnet for tilsvarende færre timer, kunne efter rettens vurdering ikke føre til, at arbejdstidsvilkårene i ansættelseskontrakten helt kunne tilsidesættes. 

Da medarbejderen stod til rådighed for at arbejde, og det alene skyldtes arbejdsmangel hos virksomheden, at han ikke blev kaldt ind, fandt retten, at medarbejderen havde krav på at blive aflønnet for 20 timers arbejde om ugen i den pågældende periode. 

Virksomheden blev derfor pålagt at betale medarbejderen 101.250 kr. i løn og feriegodtgørelse med procesrente samt sagsomkostninger.

Landsretten afviste anken

Virksomheden ankede dommen til Østre Landsret, men landsretten fandt, at der ikke var udsigt til et andet resultat end i byretten, og at sagen ikke var af principiel karakter. Anken blev derfor afvist.

Littler bemærker

Afgørelsen understreger, at den aftalte arbejdstid i en ansættelseskontrakt, er afgørende, selv om arbejdstiden i praksis har været administreret mere fleksibelt. At en medarbejder løbende efter eget valg har arbejdet færre timer end det timetal, der følger af ansættelseskontrakten, og alene er blevet aflønnet for de faktisk præsterede timer, er ikke tilstrækkeligt til at tilsidesætte ansættelseskontraktens angivelse af den ugentlige arbejdstid.

Hvis en medarbejder står til rådighed for arbejde, men ikke bliver kaldt på arbejde som følge af forhold hos arbejdsgiveren, har medarbejderen fortsat krav på løn svarende til det timetal, der er aftalt i ansættelseskontrakten.

Hos Littler rådgiver vi virksomheder om arbejds- og ansættelsesretlige problemstillinger, herunder udformning og ændring af ansættelseskontrakter, arbejdstid, lønforpligtelser og håndtering af ændrede behov for arbejdskraft. Du kan kontakte os her.

Disclaimer: Ovenstående er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Kontakt os

Tel (+45) 44 14 30 90
E-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Privatlivspolitik

Adresse

Islands Brygge 26
DK-2300 København S
Danmark
CVR 43406604

LinkedIn

Tilbage til toppen