Skip to main content
Datatilsynet udtaler alvorlig kritik af virksomhed for skjulte lydoptagelser af medarbejdersamtaler

Datatilsynet udtaler alvorlig kritik af virksomhed for skjulte lydoptagelser af medarbejdersamtaler

Publiceret: 1. oktober 2025

Datatilsynets afgørelse af 26. september 2025.

En tandlægevirksomhed havde gentagne gange optaget samtaler med en medarbejder uden dennes viden herom. Igennem hele sin ansættelse havde medarbejderen haft kontroverser med virksomheden, og de optagede samtaler vedrørte primært medarbejderens adfærd overfor patienter og kollegaer, kvaliteten af medarbejderens arbejde samt patientklager. 

Medarbejderen fratrådte sin stilling, og blev først bekendt med lydoptagelserne, da disse på et senere tidspunkt blev fremlagt som bevis i en retssag mellem medarbejderen og virksomheden. Medarbejderen klagede på baggrund heraf til Datatilsynet.

I den forbindelse anførte virksomheden, at lydoptagelserne skulle bruges til at dokumentere samtaler med medarbejderen, og at de var af afgørende betydning for en retssag om ansættelsesforholdet. 

Datatilsynet: Skjulte optagelser var ikke tilladt

Datatilsynet bemærkede, at virksomheden ikke havde angivet et retligt grundlag for at optage samtalerne i medfør af databeskyttelsesforordningens artikel 6. 

Videre udtalte Datatilsynet, at det ikke generelt kunne afvises, at interessen i at sikre en korrekt gengivelse af indholdet af en samtale med henblik på at sikre sig mod eventuelle efterfølgende krav, kunne udgøre en legitim interesse efter databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra f. I den konkrete sag var der imidlertid ikke på tidspunktet for påbegyndelsen af optagelserne nogen konkrete indikationer på, at medarbejderen ville rejse et krav mod virksomheden. Datatilsynet tillagde det betydning, at optagelserne var påbegyndt mere end 16 måneder inden medarbejderen fratrådte, og mere end 3 år inden medarbejderen lagde sag an mod virksomheden. Da der ikke var den nødvendige sammenhæng mellem optagelserne og den efterfølgende retssag, fandt Datatilsynet ikke, at virksomhedens interesse i at optage samtalerne kunne siges at have oversteget medarbejderens interesser eller rettigheder.

Afsluttende udtalte Datatilsynet, at en arbejdsgivers skjulte optagelser af samtaler generelt er en så uventet handling for medarbejderen, at princippet om gennemsigtighed i databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, litra a, tilsiger, at medarbejderen skal informeres herom, inden lydoptagelserne igangsættes, medmindre de konkrete omstændigheder eller sædvaner taler imod. Da medarbejderen ikke var blevet informeret om lydoptagelserne fandt Datatilsynet, at virksomheden havde handlet i strid med princippet om gennemsigtighed efter databeskyttelsesforordningen.

Littler bemærker

Datatilsynets afgørelse viser, at man som arbejdsgiver skal være påpasselig med at optage samtaler med en medarbejder. Datatilsynet afviser ikke, at det kan være lovligt at optage samtaler med en medarbejder med henblik på at sikre sig mod eventuelle efterfølgende krav, men det er ulovligt, hvis der ikke er konkrete indikationer på, at medarbejderen vil rejse et sådant krav. Derudover skal man som arbejdsgiver informere medarbejderen om, at samtalen lydoptages, inden optagelsen går i gang, medmindre konkrete omstændigheder eller sædvaner taler imod.

Kontakt os

Tel (+45) 44 14 30 90
E-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Privatlivspolitik

Adresse

Islands Brygge 26
DK-2300 København S
Danmark
CVR 43406604

LinkedIn

Tilbage til toppen