EU-domstolens præcisering af “væsentlig del” i sag C-743/23
Den 11. december 2025 i sag C-743/23 Moguntia Food Group / GKV-Spitzenverbandtog EU-domstolenstilling til et hidtil uafklaret spørgsmål, der omhandlede hvilken social sikringslovgivning der finder anvendelse ved globalt arbejde. Spørgsmålet var om arbejde udført i tredjelande medregnes ved vurderingen af, om en arbejdstager udøver en “væsentlig del” af sin beskæftigelse i bopælsmedlemsstaten efter artikel 13, stk. 1 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger sammenholdt med artikel 14, stk. 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 987/2008 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning nr. 883/2004.
Sagen vedrørte en arbejdstager med bopæl i Tyskland, ansat i et schweizisk selskab. Arbejdet blev udført dels i Schweiz, dels som hjemmearbejde i Tyskland, samt derudover i tredjelande. Arbejdstageren gjorde allerede i 2015 de tyske myndigheder opmærksomme på, at han udførte mindre end 25% af sit arbejde i Tyskland, og at han var tilmeldt den obligatoriske schweiziske sygeforsikring.
Den tyske forbundssammenslutning af lovpligtige sygekasser (GKV-Spitzenverband) fastslog imidlertid, at arbejdstageren udøvede en væsentlig del af sin beskæftigelse i bopælsstaten, idet myndighederne alene medregnede arbejdet udført i medlemsstaterne, herunder Tyskland og Schweiz. På den baggrund blev den tyske socialsikringslovgivning anset for anvendelig. Arbejdstagerens klagede over afgørelsen, men klagen blev afvist og arbejdstageren anlagde herefter sagen til prøvelse ved Sozialgericht (domstolen i socialretlige sager i Tyskland). Ved dom af 4. august 2022 annullerede Sozialgericht den tidligere afgørelse og fastslog, at arbejdstageren ikke havde udøvet en væsentlig del af sin beskæftigelse i bopælsmedlemsstaten, idet kun 10,5 arbejdsdage pr. kvartal, svarende til ca. 16% af hans samlede arbejdstid, var udført i Tyskland. GKV-spitzenverband ankede dommen, hvorefter spørgsmålet om fortolkning af begrebet “væsentlig del af beskæftigelsen” og inddragelsen af arbejde udført i tredjelande, blev forelagt EU-domstolen.
EU-domstolens afgørelse
EU-Domstolen fastslog, at artikel 13, stk. 1, sammenholdt med artikel 14, stk. 8, skal fortolkes således, at der ved afgørelsen af, om en person med lønnet beskæftigelse i flere medlemsstater udøver en væsentlig del af sin beskæftigelse i bopælsmedlemsstaten, ikke alene skal tages hensyn til beskæftigelse udført i medlemsstaterne, men også til arbejde udført i tredjelande. Vurderingen skal således baseres på arbejdstagerens samlede erhvervsmæssige aktivitet. Da arbejdstageren i den konkrete sag kun udførte ca. 16 % af sin samlede arbejdstid i bopælsmedlemsstaten, fandt Domstolen, at han ikke udøvede en ”væsentlig del” af sin beskæftigelse dér og derfor heller ikke var omfattet af bopælsstatens socialsikringslovgivning.
Littler bemærker
Dommen fastslår, at vurderingen af, om en arbejdstager udøver en “væsentlig del” af sin beskæftigelse i bopælsmedlemsstaten, skal baseres på arbejdstagerens samlede erhvervsmæssige aktivitet, herunder også arbejde udført i tredjelande. Afgørelsen indebærer, at globalt arbejde kan få afgørende betydning for, hvilken socialsikringslovgivning der finder anvendelse, og kan føre til, at bopælsstatens lovgivning ikke finder anvendelse
