Højesteret: Langvarige vikariater kan stadig være midlertidige
Højesteret har i en dom af 18. juni 2026 taget stilling til samspillet mellem vikarloven og funktionærloven samt til, hvornår en udsendelse kan anses for midlertidig i vikarlovens forstand.
Sagerne vedrørte tre medarbejdere, der var ansat på tidsbegrænsede aftaler hos et vikarbureau og udsendt til henholdsvis Boeing og Siemens. Udsendelserne blev forlænget flere gange og varede mellem cirka to og tre et halvt år.
Medarbejderne gjorde gældende, at de på grund af udsendelsernes varighed ikke var omfattet af vikarloven, men derimod af funktionærloven. Medarbejderne krævede derfor løn under sygdom, løn i opsigelsesperioden samt godtgørelse efter lov om tidsbegrænset ansættelse.
Sagerne rejste navnlig to spørgsmål: Kan vikarer, der er omfattet af vikarloven, samtidig være omfattet af funktionærloven? Og hvornår må en udsendelse anses for midlertidig og dermed omfattet af vikarloven?
Højesteret: Midlertidighed beror på en konkret vurdering
Højesteret fastslog, at vikarer, der er omfattet af vikarloven, som udgangspunkt ikke samtidig er omfattet af funktionærloven, idet de ikke indtager en tjenestestilling i funktionærlovens forstand.
Højesteret understregede samtidig, at hverken varigheden af et vikariat eller antallet af successive forlængelser i sig selv er afgørende for, om vikarloven finder anvendelse. Det afgørende er derimod, om udsendelsen efter en konkret vurdering reelt har været tilsigtet som midlertidig, og om der foreligger en objektiv og saglig begrundelse for de successive forlængelser. Efter Højesterets opfattelse skal begrebet “midlertidig” forstås bredt.
For de to medarbejdere, der var udsendt til Siemens i omkring 25 måneder, fandt Højesteret, at de mange forlængelser var objektivt begrundet i en planlagt nedlæggelse af den relevante it-supportfunktion. Udsendelserne måtte derfor anses for midlertidige, og medarbejderne var omfattet af vikarloven.
Anderledes forholdt det sig for den tredje medarbejder, som havde været udsendt til Boeing i omkring tre et halvt år. Her fandt Højesteret ikke, at det var godtgjort, at udsendelsen og de efterfølgende forlængelser havde til hensigt at være midlertidige. Vikarloven fandt derfor ikke anvendelse, og medarbejderen var i stedet omfattet af funktionærloven. Medarbejderen havde derfor krav på løn under sygdom, løn i opsigelsesperioden samt en godtgørelse på kr. 25.000 efter lov om tidsbegrænset ansættelse.
Sagen indeholdt desuden et spørgsmål om, hvorvidt den kollektive overenskomst på området (HK-funktionæroverenskomsten) respekterede vikarlovens ligebehandlingsprincip. Dette spørgsmål afviste Højesteret at behandle under henvisning til Arbejdsrettens enekompetence.
Littler bemærker
Dommen giver et vigtigt pejlemærke for vikarbureauer og brugervirksomheder. Højesteret afviser, at der kan opstilles en fast tidsmæssig grænse for, hvornår et vikariat ophører med at være midlertidigt. Vurderingen beror i stedet på, om udsendelsen var tiltænkt at være midlertidig og om eventuelle forlængelser kan begrundes i et reelt og sagligt midlertidigt behov.
Dommen illustrerer samtidig, at selv længerevarende vikarforløb ikke nødvendigvis indebærer et misbrug af vikarinstituttet. Dog er dommen også et eksempel på, at en vikar udsendt af et vikarbureau, efter en konkret vurdering kan falde uden for vikarlovens anvendelsesområde.
Højesteret bekræfter desuden tidligere højesteretsretspraksis, hvorefter en vikar omfattet af vikarloven ikke samtidig kan være omfattet af funktionærloven.
Vil du læse flere arbejds- og ansættelsesretslige nyheder fra os? Så klik her
Disclaimer: Ovenstående er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.
Reference til Højesteretsdommen:
https://domstoldk.euwest01.umbraco.io/hoejesteret/aktuelt/2026/6/om-vikararbejde/
