
Højesteret: Medarbejders fald under hjemmearbejde var en arbejdsulykke
Den 2. maj 2025 afsagde Højesteret en dom om omfanget af ulykker omfattet af arbejdsskadesikringslovens § 5.
Sagen vedrørte en medarbejder, som arbejdede hjemmefra, og som på et tidspunkt i løbet af arbejdsdagen rejste sig fra sit arbejdsbord og gik ud til kaffemaskinen i sit køkken. På vej tilbage til arbejdsbordet faldt medarbejderen over en kasse på gulvet og kom til skade.
En arbejdsskade?
Sagens parter var enige om, at medarbejdernes brygning af kaffe havde en naturlig forbindelse til arbejdet, og at ulykken således fandt sted på et tidspunkt, hvor hun var i færd med at udføre sit arbejde. Parterne var dog ikke enige om, hvorvidt ulykken måtte anses som en arbejdsskade efter arbejdsskadessikringsloven, eller om ulykken var af rent privat karakter, da kassen – som medarbejderen faldt over – ikke havde forbindelse til arbejdet.
Arbejdsgiverens ansvar at sikre et sundt og sikkert arbejdsmiljø
Højesteret fandt, at medarbejderens ulykke, som fandt sted på et tidspunkt, hvor medarbejderen var i færd med at udføre sit arbejde hjemmefra, måtte betragtes som værende en arbejdsskade efter arbejdsskadesikringslovens § 5. Det forhold, at medarbejderen faldt over en privat genstand, gav ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt.
Højesteret fandt desuden, at det påhviler arbejdsgiveren at sikre et sundt og sikkert arbejdsmiljø uanset hvorfra arbejdet udføres, og at arbejdsgiveren som led i det objektive ansvar efter arbejdsskadesikringsloven bærer risikoen for skader, der sker som følge af, at medarbejderen under hjemmearbejde falder over eget indbo, uanset at dette ikke havde relation til arbejdet, da indboet var en del af hjemmets indretning.
Littler bemærkninger
Dommen understreger, at det er arbejdsgiverens ansvar at sikre et sundt og sikkert arbejdsmiljø, uanset om arbejdet udføres hjemmefra eller ej, og at medarbejdere er omfattet af arbejdsgiverens arbejdsskadeforsikring, når arbejdet udføres et sted, som arbejdsgiveren har accepteret eller anvist.
Det understreges, at sagen alene omhandlede ansvar efter arbejdsskadesikringsloven, som er dækket gennem den lovpligtige arbejdsskadeforsikring.
Det var ikke et tema under sagen, hvorvidt arbejdsgiveren var ansvarlig efter de almindelige erstatningsretlige regler, hvilket som udgangspunkt kræver, at arbejdsgiveren har handlet ansvarspådragende.