Kommune forskelsbehandlede praktikant ved at kræve håndtryk

Højesteret har i en ny principiel dom af 13. maj taget stilling til, om en folkeskole kunne afbryde et praktikforløb med en lærerpraktikant, der af religiøse årsager ikke ønskede at give hånd til mænd. Højesteret fandt, at praktikanten havde været udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af religion, men at der efter en samlet vurdering ikke var grundlag for at tilkende vedkommende godtgørelse.

Sagen udsprang af, at en lærerpraktikant under et velkomstmøde hilste på de kvindelige lærer med et håndtryk, og da vedkommende skulle hilse på en mandlig lærer, placerede hun højre hånd på hjertet og nikkede. Lærerpraktikanen henviste i den forbindelse til sin religiøse overbevisning. Skolen stillede herefter krav om, at hun skulle give hånd til alle personer uanset køn for at kunne fortsætte praktikforløbet. Da hun ikke ønskede at efterleve kravet, blev praktikforløbet afbrudt.

Landsrettens flertal fandt, at håndtrykskravet var nødvendigt for at sikre ligebehandling mellem kønnene, hvorfor kommunen blev frifundet. Landsrettens mindretal nåede imidlertid frem til det modsatte resultat og fandt ikke, at kommunen gennem en konkret proportionalitetsvurdering havde godtgjort, at håndtrykskravet var nødvendigt. Højesterets flertal tilsluttede sig dette synspunkt og nåede dermed frem til samme resultat vedrørende nødvendighedsvurderingen som landsrettens mindretal.

Kommune havde udsat praktikant for indirekte forskelsbehandling 

Højesteret fastslog indledningsvis, at praktikanten havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun var blevet udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af religion. Det påhvilede herefter kommunen at godtgøre, at håndtrykskravet var objektivt begrundet i et sagligt formål, samt at kravet var hensigtsmæssigt og nødvendigt.

Der var under sagen enighed om, at formålet med håndtrykskravet var at sikre ligebehandling mellem kønnene, og at dette formål i sig selv var sagligt. Det centrale spørgsmål blev herefter, om håndtrykskravet var nødvendigt.

Højesterets flertal lagde vægt på, at skolen ikke i tilstrækkeligt omfang havde undersøgt, om der kunne findes mindre indgribende alternativer til håndtryk, som både kunne tilgodese hensynet til ligebehandling mellem kønnene og praktikantens religiøse overbevisning. Flertallet fremhævede blandt andet, at praktikanten havde oplyst, at hun ikke tidligere havde oplevet problemer med sin hilsemåde i lignende stillinger, og at skolen ikke reelt havde forsøgt at afsøge andre respektfulde hilseformer.

Højesteret fandt på den baggrund, at kommunen ikke havde godtgjort, at det var nødvendigt at kræve håndtryk til alle uanset køn, og at afbrydelsen af praktikforløbet derfor udgjorde indirekte forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingsloven.

Selvom Højesteret fandt, at der forelå indirekte forskelsbehandling, fandt flertallet efter en samlet vurdering ikke grundlag for at tilkende praktikanten godtgørelse. Der blev blandt andet lagt vægt på, at praktikanten selv kunne have bidraget mere til at finde en løsning, og at afbrydelsen af praktikforløbet havde begrænsede praktiske konsekvenser for hende.

Littler bemærker 

Højesteret fastslår, at arbejdsgivere og uddannelsesinstitutioner i visse tilfælde kan være forpligtet til at undersøge, om et sagligt formål kan opnås med mindre indgribende foranstaltninger, før der træffes beslutninger, som kan indebære indirekte forskelsbehandling på grund af religion.

Samtidig illustrerer dommen den vanskelige afvejning mellem hensynet til religionsfrihed og offentlige myndigheders pligt til at sikre ligebehandling og neutralitet.

Endelig kan dommen ses som et udtryk for, at der skal foretages en metodisk og relativ grundig prøvelse af arbejdsgiverens proportionalitetsvurdering i sager, der indskrænker medarbejderes religiøst begrundede adfærd.

Vil du læse flere arbejds- og ansættelsesretslige nyheder fra os? Så klik her 

Disclaimer: Ovenstående er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.