Skip to main content
Opsigelse med forkortet varsel efter 120-dagesreglen

Opsigelse med forkortet varsel efter 120-dagesreglen

Publiceret: 27. november 2025

Den 25. november 2025 afsagde Højesteret en principiel dom vedrørende den såkaldte 120-dagesregel og om, hvorvidt arbejdsgiveren gyldigt kunne opsige en medarbejder med det forkortede varselden 120. dag  

Sagen angik en medarbejder, som havde været ansat i virksomheden siden den 13. januar 2020. Ansættelseskontrakten indeholdt en udtrykkelig henvisning til 120-dagesreglen, hvilket betød, at arbejdsgiver under visse betingelser kunne opsige medarbejderen med forkortet varsel, når vedkommende havde været syg i 120 dage inden for en 12-måneders periode. 

Den 7. juni 2023 var medarbejderens 120. sygedag inden for de forudgående 12 måneder. Samme dag kl. 13.42 modtog hun via sin Postnord-app en notifikation om, at arbejdsgiveren havde gjort en forsendelse klar til hende. Senere, kl. 16.41, fik medarbejderen endnu en notifikation om, at brevet var blevet indleveret til et posthus. Forsendelsen nåede frem til medarbejderen den 9. juni 2023, hvilket var på hendes 122. sygedag. I brevet lå en skriftlig opsigelse, hvor arbejdsgiveren under henvisning til 120-dagesreglen opsagde ansættelsesforholdet med en måneds varsel til udløb den 31. juli 2023

Højesterets begrundelse og resultat

Højesteret lagde indledningsvis til grund, at der gælder to hovedbetingelser for anvendelsen af funktionærlovens 120-dages regel. For det første følger det af bestemmelsens ordlyd, at en opsigelse med forkortet varsel forudsætter, at funktionæren faktisk har modtaget løn under sygdom i 120 dage. For det andet kræves det, at opsigelsen sker i umiddelbar tilknytning til udløbet af disse 120 sygedage.

Højesteret udtalte, at når en funktionær på den 120. sygedag har oppebåret løn i 120 sygedage, kan en opsigelse kan afgives efter arbejdstidens ophør samme dag. I den konkrete sag var medarbejderens normale arbejdstid kl. 8.30 til 15.00, og opsigelsen, der blev sendt den 7. juni 2023 kl. 16.41, var derfor afgivet efter arbejdstidens ophør på den 120. sygedag. Højesteret tillagde det ikke betydning, at arbejdsgiveren havde registreret forsendelsen hos PostNord allerede kl. 13.42.

Det var endvidere ubestridt, at opsigelsen var sket i umiddelbar tilknytning til udløbet af de 120 sygedage, idet forsendelsen leveret til medarbejderen den 9. juni 2023 kl. 10.46, hvor medarbejderen fortsat var syg. 

På denne baggrund fastslog Højesteret, at betingelserne for opsigelsen af medarbejderen med forkortet varsel var opfyldt. 

Littler bemærker

Højesteret understreger at 120-dagesreglen først kan anvendes på det tidspunkt, hvor medarbejderen har modtaget løn under sygdom i 120 dage. Tidspunktet for dette indtræder ved udgangen af medarbejderens normale arbejdstid på den 120. sygedag. Dermed kan opsigelsen gives allerede samme dag, hvis denne fremsendes efter medarbejderens normale arbejdstids ophør.

Kontakt os

Tel (+45) 44 14 30 90
E-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Privatlivspolitik

Adresse

Islands Brygge 26
DK-2300 København S
Danmark
CVR 43406604

LinkedIn

Tilbage til toppen