Skip to main content
Den Internationale Arbejdsorganisation vedtager de første globale standarder for platformsarbejdere

Den Internationale Arbejdsorganisation vedtager de første globale standarder for platformsarbejdere

Publiceret: | Stephan Gheysen, Nanna Heisel, Nynne Mørkeberg

Den 12. juni 2026 vedtog Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) den første internationale konvention om platformsarbejde (C193).

Vedtagelsen sker på baggrund af et stigende internationalt fokus på arbejdsforholdene i platformsøkonomien og et voksende antal platformsarbejdere, som Verdensbanken anslår, udgør mellem 154 og 435 millioner personer globalt.

Konventionen har til formål at styrke beskyttelsen af personer, der udfører arbejde via digitale platforme, herunder inden for transport- og leveringssektoren.

Konventionen anerkender, at platformsarbejdere kan være enten lønmodtagere eller selvstændige. Samtidig fastlægger den for første gang en række grundlæggende beskyttelsesregler, som finder anvendelse uanset den konkrete ansættelsesretlige status.  Standarderne skal dog ratificeres og implementeres af de enkelte medlemsstater, før de får bindende virkning på nationalt niveau.

Nye minimumsrettigheder og regler om algoritmisk ledelse 

Den nye konvention omfatter blandt andet regler om arbejdsmiljø og sikkerhed, minimumsbetaling samt beskyttelse mod usaglig opsigelse eller deaktivering fra digitale platforme. 

Konventionen indeholder desuden de første internationale regler om algoritmisk ledelse, der bevirker, at platforme blandt andet skal skabe gennemsigtighed om, hvordan automatiserede systemer anvendes til at styre aflønning og adgangen til arbejdsopgaver.

Littler bemærker 

Vedtagelsen af konventionen afspejler den stigende internationale regulering af platformsarbejde og den voksende opmærksomhed på anvendelsen af algoritmiske styringsværktøjer.

Det er første gang, at ILO har vedtaget internationale minimumsstandarder, som i et vist omfang finder anvendelse uafhængigt af, om den enkelte platformsarbejder anses for lønmodtager eller selvstændig. Samtidig markerer konventionen det første internationale regelsæt om algoritmisk ledelse med krav om blandt andet gennemsigtighed i automatiserede beslutningssystemer og mulighed for menneskelig efterprøvelse af visse afgørelser.

Selvom konventionen først får bindende virkning efter ratifikation og implementering i de enkelte medlemsstater, forventes den at få betydning for den fortsatte udvikling af nationale regler om platformsarbejde samt den bredere regulering af automatiserede beslutningssystemer i arbejdslivet.

Littler | Denmark følger udviklingen på området tæt. Ønsker I en dialog om perspektiverne i implementeringen af det nye regelsæt og de mulige konsekvenser for jeres virksomhed, er I velkomne til at kontakte vores team.

Henvisninger: 

Kontakt os

Tel (+45) 44 14 30 90
E-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Privatlivspolitik

Adresse

Islands Brygge 26
DK-2300 København S
Danmark
CVR 43406604

LinkedIn

Tilbage til toppen