Skip to main content
Vestre Landsret: Arbejdsgiver erstatningsansvarlig efter medarbejder fik låget fra en kummefryser i hovedet

Vestre Landsret: Arbejdsgiver erstatningsansvarlig efter medarbejder fik låget fra en kummefryser i hovedet

Publiceret: | Stephan Gheysen, Frederik Weltzer Madsen

Den 1. juni 2026 afsagde Vestre Landsret dom i en sag om en arbejdsgivers erstatningsansvar efter, at en medarbejder fik låget fra en kummefryser i hovedet, da hun var i færd med at tømme den under afrimning.

Landsretten fandt, at arbejdsgiveren havde handlet ansvarspådragende ved ikke at sikre, at arbejdet kunne udføres sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Som følge heraf blev arbejdsgiveren pålagt erstatningsansvar. Landsretten nedsatte den af byretten tilkendte erstatning, da en del af medarbejderens sygeforløb ikke skyldtes arbejdsulykken.

Arbejdsgiveren skal sikre, at arbejdet kan udføres sikkerhedsmæssigt forsvarligt 

Ved vurderingen af erstatningsansvaret lagde Vestre Landsret vægt på, at kummefryseren var forsynet med et selvbygget låg uden en sikkerhedsanordning, som kunne fastholde låget i en opret position. Samtidig stod fryseren op ad en væg i et mindre lagerlokale med begrænset plads, hvilket vanskeliggjorde arbejdet med at tømme og afrime fryseren på en sikkerhedsmæssigt forsvarlig måde. Retten lagde desuden vægt på, at det var påregneligt, at medarbejderen ville udføre afrimningen som led i sit arbejde.

Landsretten fandt på den baggrund, at arbejdsgiveren ikke havde sikret, at arbejdsopgaven kunne udføres sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Erstatningsopgørelsen 

Efter ulykken den 21. oktober 2021 blev medarbejderen fuldtidssygemeldt indtil den 3. januar 2022, hvor hun delvist genoptog arbejde. Hun brækkede dog anklen den 8. januar 2022, hvorefter hun på ny blev fuldtidssygemeldt.

Byretten fandt, at medarbejderens sygemelding efter den 8. januar 2022 både skyldtes arbejdsulykken og generne fra bruddet på hendes ankel og lagde til grund, at selv hvis hun ikke havde brækket anklen, ville hun ikke have været i stand til at genoptage arbejdet på fuldtid som følge af generne fra arbejdsulykken. På den baggrund gav byretten medarbejderen fuldt medhold i hendes krav om godtgørelse for svie og smerte og tabt arbejdsfortjeneste.

Landsretten fandt blandt andet på baggrund af Retslægerådets svar i sagen det ikke godtgjort, at alle medarbejderens gener skyldtes arbejdsulykken. Landsretten fandt det derfor ikke godtgjort, at medarbejderens sygeforløb efter den 8. januar 2022 i det hele skyldtes arbejdsulykken. På den baggrund nedsatte landsretten medarbejderens krav på godtgørelse for svie og smerte og tabt arbejdsfortjeneste.

Littler bemærker 

Dommen illustrerer vigtigheden af, at arbejdsgivere løbende sikrer, at arbejdspladsens indretning og arbejdsudstyret gør det muligt at udføre arbejdet sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Sagen viser, at selv mindre ændringer af arbejdsudstyr eller arbejdspladsens indretning kan få afgørende betydning for arbejdsgiverens erstatningsansvar ved arbejdsulykker.

Derudover illustrerer dommen, at der skal være den fornødne årsagssammenhæng mellem arbejdsulykken og medarbejdernes krav på godtgørelse for svie og smerte og tabt arbejdsfortjeneste, da det kan få betydning for størrelsen af den erstatning og godtgørelse, der tilkendes. 

Læs mere om arbejdsgiveres erstatningsansvar for arbejdsskader, arbejdsmiljø tilsyn, anmeldelse af arbejdsskader og antallet af anmeldte arbejdsskader og erhvervssygdomme i Danmark i vores artikel ‘Arbejdsgiveres erstatningsansvar for arbejdsskader’.

Hos Littler rådgiver vi om arbejdsmiljøregler, arbejdsgiveres ansvar for at indrette arbejdspladsen med henblik på at undgå arbejdsulykker og andre ansættelsesretlige problemstillinger. Du kan kontakte os her.

 

Disclaimer: Ovenstående er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Reference til dommen: https://pro.karnovgroup.dk/b/documents/7001031427

Kontakt os

Tel (+45) 44 14 30 90
E-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Privatlivspolitik

Adresse

Islands Brygge 26
DK-2300 København S
Danmark
CVR 43406604

LinkedIn

Tilbage til toppen